Grafiker til in-house bureau - projektansættelse
Hos KRUUSE har vi fuld fart på, og vi mangler en dygtig grafisk designer til at indgå i vores stærke team i en 3 måneders projektansættelse. Sammen med resten af Marketingafdelingen skal du være med til at udvikle og eksekvere på stærke, kreative og effektfulde globale kampagner, salgsværktøjer og emballager. Vi leder efter en grafiker, der er stærk på grafisk opsætning og layout.
Din profil
Du behøver ikke at være verdensmester til alt, men for at få succes i stillingen, skal du være uddannet grafiker og have nogle års praktisk erfaring, hvor du har arbejdet selvsikkert med Adobe pakkens programmer (primært Indesign, Illustrator, Photoshop og Acrobat).
Dit visuelle øje er skarpt, og du er vant til at lave grafiske opsætninger af bl.a. annoncer, nyhedsbreve, løsblade og kataloger efter en designmanual, men du skal også mestre udvikling fra bunden. Har du erfaring indenfor emballageudvikling og/eller foto er det et plus.
Som person er du struktureret og sætter en ære i at holde styr på alle detaljer. Du har et positivt og åbent mindset, og har lyst til at være en del af et team, hvor samarbejdet mellem dygtige og inspirerende kollegaer vægtes højt. Vi har mange opgaver i teamet, men vi vil også have det sjovt, mens vi arbejder. Vi forventer, du er ambitiøs på KRUUSEs vegne og samtidig har en forståelse for hverdagens deadlines. Du skal derfor være god til at bevare overblikket, initiativrig og følge dine opgaver til dørs.
Du behøver ikke være ordsnedker, men du skal kunne formulere dig på både dansk og engelsk.
Vi tilbyder
Du kan se frem til at få stor indflydelse, og du vil bidrage på tværs af mange funktioner. Vi har en uformel omgangstone og et tæt sammenhold med kompetente og engagerede kolleger fyldt med godt humør og en hverdag hvor fagligt udfordrende arbejdsopgaver dominerer sammen med høje ambitioner for de resultater, vi skaber sammen.
Marketingteamet består af 7 dedikerede kollegaer, der arbejder som et in-house bureau med kompetencer, der spænder fra strategi og planlægning til udvikling og eksekvering.
Du bliver en del af en internationalt fokuseret og moderne arbejdsplads med flad organisationsstruktur.
Løn fastsættes efter kvalifikationer, og du får tilbudt sundhedsordning, pensionsordning og øvrige personalegoder.
Ansøgning
Er du den vi leder efter, så send din ansøgning sammen med din portfolio hurtigst muligt og senest 15. juni via nedenstående link. Vi holder samtaler løbende. Hvis du har konkrete spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Marketing Manager, Rikke Skovlund på mobil 40 80 45 03.
Virksomheden
Jørgen Kruuse A/S er drevet af en sand passion for dyr. Vi tilbyder innovative løsninger, der forbedrer dyrs sundhed ved at forebygge og mindske lidelse. Vores fokus er 100% på veterinærmarkedet, og vores arbejde i KRUUSE bygger på en tæt dialog med dyrlæger og andre eksperter.
KRUUSE er en del af den amerikanske koncern Covetrus, en af verdens største leverandører af produkter og services til dyrlægeklinikker. Koncernen beskæftiger i alt 5.500 medarbejdere på verdensplan. KRUUSEs hovedkontor ligger i Langeskov på Fyn og vi har ca. 230 engagerede medarbejdere, inklusive kolleger i vores datterselskaber i Sverige, Norge, England og Kina.
Vores helt særlige KRUUSE-kultur er blevet formet gennem mere end 127 års historie. Her går værdier som troværdighed, ansvarlighed og respekt hånd i hånd med kompromisløse krav til kvalitet, service og faglighed. Det er netop denne stærke kombination, der har sikret os den globale markedsposition og det stærke brand, vi har i dag. Og det er den samme kombination – sammen med vores fokus på innovation, internationalisering og et sundt, inspirerende arbejdsmiljø – der skal sikre, at både vores virksomhed og vores medarbejdere fortsat kan udvikle sig og få succes i fremtiden.
Læs mere på www.kruuse.com
Covetrus is an equal opportunity/affirmative action employer. All qualified applicants will receive consideration for employment without regard to sex, gender identity, sexual orientation, race, color, religion, national origin, disability, protected Veteran status, age, or any other characteristic protected by law.